Dette i særdeleshed efter jernbanens indtog.
Muligheden for at bygge en bro over Lillebælt blev første gang undersøgt allerede i 1883. Den anslåede pris på det tidspunkt var 12 millioner kroner. I mange år efter bølgede debatten for og imod. Først i marts 1924 blev det endelig vedtaget at bygge broen. I første omgang vedtog man dog kun at bygge en jernbanebro, en beslutning der senere blev ændret så broen også kunne tranportere andre køretøjer.
DSB blev bygherre, og Monberg & Thorsen fik til opgave at opføre det hidtil største bygningsværk i Danmark.
Det første spadestik blev taget i december 1925. Selv om der i arbejdet blev brugt en stor maskinpark, var det vigtigste værktøj stadigvæk skovlen. Anlægsarbejdet tiltrak derfor arbejdsløse fra hele Danmark. I alt var der omkring 500 beskæftigede på selve brobyggeriet.
Arbejdet med at bygge broen bestod af flere forskellige sideløbende projekter:
Fra 1930-32 støbte man sænkekasserne på beddingen. En færdigstøbt sænkekasse målte 45x22 meter og var op til 18 meter høj. Når en sænkekasse skulle glide ud i vandet, blev beddingsløbet smurt ind i 500 kg. grøn sæbe.
Fra 1931-32 støbte man en del af pillerne ovenpå sænkekasserne, som var sat på grund ved Snoghøj. Herefter blev pillerne sat på bunden af Lillebælt. Sænkekasserne skulle bores 6,5 meter ned i lerbunden. Det klarede datidens brobisser uden brug af trykluft, i et arbejdskammer 40 meter under havoverfladen. Det var datidens mest usikre arbejdsplads.
Fra 1931-34 støbte man strømpillerne færdige. Pillerne har en form, som gør at de kan modstå isskruninger og en eventuel påsejling.
Fra 1930-33 støbte man landfagene og buerne i beton. Armeringen blev klippet til ved anvendelse af en i Danmark helt ny teknologi, nemlig brug af elværktøj.
Fra 1933-34 var 77 nittere beskæftiget med at nitte alt stålet i overbygningen. I alt blev der anvendt 2 millioner nitter.
Den 57 meter høje, 305.000 tons tunge og 1.125 meter lange bro blev indviet den 14.maj 1935 og blev hurtigt et søgt udflugtsmål. Alle havde hørt om broen og alle ville se den. Ishusene på Fyn opnåede samme status som kaffen på storebæltsfærgerne.
Lillebæltsbroen kom til at spille en vigtig rolle under besættelsen. I krigens slutning skulle den have været sprængt, hvilket heldigvis blev forpurret af den danske modstandsbevægelse og en tysk officer.
Efter at den nye Lillebæltsbro blev bygget, er trafikken over den gamle i sagens natur aftaget ganske markant. Men den gamle bro er stadig et meget yndet udflugtsmål. Broen er bl.a. velbesøgt af dykkere fra både ind- og udland.
Lillebæltsbroerne hører under Vejdirektoratet, hvorfra man kan hente aktuelle informationer om vejarbejder mv.