Forside Kontakt Sitemap A-Å Hjælp

 
Årsplan
Fredericias historie
Bymuseet
Arkivet
Kringsminde
Fredericia Vold
Udstillinger
Skoletjeneste
Forskning

En anderledes by

Her fortælles den fantastiske historie om Fredericia, hvis udvikling går fra fæstning og fristad over avlsbruger- og industriby til et moderne vækstcenter i centrum af Danmark.

Fæstningen

Europa var uroligt i første halvdel af 1600-årene. Den europæiske trediveårskrig tærede på befolkninger og lande. Danmark tog del i krigshandlingerne med Christian IV i spidsen. Svenskerne var aggressive; herredømmet over Østersøen var attraktivt. Christian IV var en lidet duelig krigsherre, og Danmark var efter flere mislykkede krige trængt. Ved porten til Jylland påbegyndte man i slutningen af 1640’erne anlægget af en fæstning, der skulle støtte forsvaret af Danmark.

Christians søn Frederik III kom til at give navn til Frederiksodde.
Og Frederik havde store planer. Han ønskede sig en ny hovedstad og et mægtigt forsvarsanlæg, der i pragt og vælde skulle være et symbol på hans magt og kongegerning.

Frederik fik sin nye by ved Jyllands Port, han fik sin mægtige fæstning, man han fik aldrig den hovedstad, han så for sig i sine dristigste øjeblikke. Landets økonomi var for dårlig til at bære gennemførelsen af det hidtil største anlægsarbejde i Danmark.

Byen og fæstningen blev påbegyndt i 1650 og begge dele var næsten færdige, da drømmen fik sit første dødsstød i 1657. Svenskerne stormede byen, og efter 1½ års besættelse forlod de den – i ruiner.

Til toppen

Fristaden

Genopbygningen kom i gang. Bønder og borgere, soldater og fremmede fra mange lande i Europa fik efterhånden skabt et levedygtigt samfund. Med vidtstrakte økonomiske, retlige og religiøse privilegier lokkede kongemagten borgere til byen i det håb, at den ville blomstre og vokse. Men
Slendrian og slaphed lurede overalt, og byens styre var udueligt.

Fredericia levede af landbrug, tobaksdyrkning og af garnisonen, hvis behov blev dækket af byens håndværkere og talrige gæstgiverier. Befolkningen levede sig langsomt ind i et fællesskab af mangfoldighed. De forskellige trossamfund satte deres tydelige præg på byen, der med sine katolikker, jøder og reformerte var den mest internationale by i provinsen.

Trods statsmagtens store planer om at skabe en frodig udvikling for det civile samfund, der i næsten bogstavelig forstand skulle udfylde området inden for voldanlægget, så viste vanskelighederne med at leve op til de gode hensigter sig hurtigt. Et blomstrende erhvervsliv var afhængig af en havn, men den kom man til at vente på i ca. 150 år!

Til toppen

En by i vækst

Byen blev en næsten selvforsynende enklave, uden naturligt opland, afsondret fra de øvrige byer af den asylret, der tillod fallenter og kriminelle at slå sig ned i Fredericia. Byen kunne ikke tiltrække driftige handelsfolk, og i generation efter generation levede man et jævnt liv uden store økonomiske fremskridt, akkurat som de fleste andre danske byer.
I slutningen af 1700-årene ændredes forholdene dog, og da havnen blev grundlagt i 1808, begyndte byen langsomt at udvikle sig. De generelle opgangstider i Danmark i 1840’erne mærkedes også i Fredericia, hvor der blev grundlagt flere livskraftige virksomheder.

Til toppen

En by i krig

Året 1849 blev et særligt år for Fredericia. Treårskrigen - borgerkrigen mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten, der ville løsrive sig af rigsfællesskabet på den ene side, og Danmark på den anden side - fik et vendepunkt i slaget ved Fredericia. Fra den belejrede by lykkedes det at drive oprørerne på flugt. Fredericia trådte ind i Danmarkshistorien på et blodigt sølvfad: Byen og fæstningen blev en del af den nationale stolthed.

Til toppen

I centrum af Danmark

Krigen betød kun et kort ophold i udviklingen af byens næringsliv, genopbygningen førte nye virksomheder til Fredericia, og i flere henseender var det, som om man vågnede af en dvale.
Industrialiseringen tog for alvor fart efter den endelige afslutning på striden om Slesvig og Holsten i 1864, hvor Fredericia blev rømmet i et krigsforløb, der endte med de to hertugdømmers løsrivelse.

Det generelle økonomiske opsving i Danmark fra midten af 1860’erne medførte et storstilet jernbanebyggeri, der sammen med industriens udvikling gav Fredericia en placering i centrum af Danmark. Fra 1850’erne og ca, 30 år frem var Fredericia Jyllands anden største industriby målt på antallet af arbejdere – kun overgået af Århus.

Fredericias gamle hovederhverv, landbruget, var i tilbagegang. Fra dette blev der frigjort arbejdskraft, der kunne anvendes til andre former for vareproduktion enten inden for håndværk eller i industriens masseproduktion. Fredericia overskred sine grænser ud over det hidtil snævre opland, og mere end tidligere kunne det nu mærkes, at byen havde en central placering i landet.

Med direkte adgang til jernbanenettet og til havet havde Fredericia alle betingelser for at blive en stor industriby. De rygende skorstene blev industribyens stolthed og fabrikkernes vartegn. I Fredericia blev i slutningen af 1800-årene anlagt en del af de erhvervsvirksomheder, som bevarede en fremtrædende position langt ind i det 20.århundrede, og hvoraf nogle gjorde byen kendt vidt omkring.

Til toppen

Moderne tider

Ved nedlæggelsen af fæstningen i 1909 sprængte byen sine rammer, og i en årrække befandt den sig i en sand byggerus, hvor gamle militære områder blev bebygget med boliger og nye virksomheder. Befolkningstallet steg markant, og byens sociale og offentlige funktioner fulgte lige akkurat med.
I røg og damp osede Fredericia sig ind i det 20.århundrede, erhvervslivet blev mere og mere præget af storindustri, og byens fysiske forandring tog først og fremmest hensyn til denne udvikling. De gamle, lige gader bag voldene forblev intakte, men bebyggelsen blev mange steder erstattet af nyt byggeri. Avlsbrugets karakteristiske lave bindingsværksgårde måtte vige for rentabilitet og rationalitet. Fredericia voksede opad, både hvad angår boliger og fabrikker.

Midt i denne udvikling levede man livet i fæstningsbyen, der beholdt sin garnison. De fremmede var for længst blevet fredericianere, soldaterne var et naturligt islæt i bybilledet, og mellem de forskellige trosretninger var der fordragelighed. Grundloven af 1849 havde givet almindelig trosfrihed, og byens oprindelige religionsfrihed havde længe ikke haft betydning. Jøderne forlod langsomt Fredericia. Allerede i begyndelsen af 1800-årene havde de fået tilladelse til at slå sig ned i andre egne af Danmark, og da mulighederne var mere tillokkende dér, tømtes byen for sine jødiske borgere. I 1902 blev den sidste gudstjeneste holdt i Synagogen.

Til toppen

Det moderne gennembrud

Udviklingen fra midten af 1900-årene var næsten for meget af det gode, og byrådene havde svært ved at overskue langsigtede planer. Men styr på formerne kom der, og man havde held til at fastholde en udvikling af byen der gavnede både menneskelige og erhvervsmæssige interesser. Dog var forureningsproblematikken alvorlig i Fredericia, der ude omkring fik blev kendt for at forurene voldsomt. Hensynet til arbejdspladser og økonomisk vækst vejede da også tungt i de politiske beslutninger.
Fra midten af 1980’erne ændredes de politiske horisonter sig imidlertid. Fredericia arbejdede sig støt og roligt ud af røgen og ind i en udvikling, der i høj grad havde sit udgangspunkt i befolkningens velfærd. Fredericia blev kendt for sin ældre,- skole- og indvandrerpolitik, der var fremsynet og dristig. Byen blev i 1988 prisbelønnet for sin indsats på boligområdet, og igen i 1996 oplevede Fredericia at blive anerkendt i den brede offentlighed for sin indsats på miljøområdet.

Til toppen

5.-6. juli

Hvert år d. 5. og 6. juli markerer Fredericia det sejrrige udfald fra byen d. 6. juli 1849.
Det traditionsrige program, der har en lang række indslag starter 5. juli kl. 12, hvor den gamle hovedvagt stilles. Om aftenen samles byens borgere og gæster ved Landsoldatpladsen, hvorfra der udgår et fakkeltog med deltagelse af byens regiment. På Bülows Plads holder byens æresgæst båltale. Kl. 6.30 d. 6. juli affyres kanonerne på volden, og kl. 11.00 starter sørgemarchen fra Bülows Plads. Ved Krigergraven holdes mindetale, og herfra fortsætter processionen ad Danmarksgade til Landsoldatpladsen, hvor der holdes en politisk tale. Processionen fortsætter til Bülows Plads, hvor der holdes tale for general Bülow og for Dronningen. Hermed slutter det officielle program, hvorefter byens befolkning kan forlyste sig i et til lejligheden opstillet Tivoli.
Byen er smykket med røde og hvide blomster, og ved både Krigergraven og ved statuen af Landsoldaten lægger byens borgere buketter fra deres egne haver.

Til toppen
Yderligere oplysninger:  Museerne i Fredericia
Telefon:  7210 6980
Senest opdateret:  04:19 17-01-2010
Værktøjskasse
Forstør tekst Forstør tekst
Tip en ven Tip en ven
Printe venlig version Printvenlig version
Få siden læst højt Få siden læst højt
 
©Copyright 2003
Fredericia Kommune · 7000 Fredericia · Tlf. 7210 7000 · kommunen@fredericiakom.dk

Sidens url: http://www.fredericia.dk/Musark/menu/fredericiashistorie/enanderledesby.htm